Hovedmenu


Indhold


TEMAMØDER II

kl. 13.00-14.00

Tema 6: Medarbejdermåling: Fra illusion til indsigt?

Hvad siger medarbejderne om deres job og arbejdsplads, og hvilke overraskelser dukker op, når virksomhederne gennemfører medarbejderundersøgelser? 

Dansk arbejdsglæde er bombet ti år tilbage
International benchmarkingundersøgelse afdækker store ledelsesmæssige udfordringer i danske virksomheder. Trygheden er lav, og medarbejderne efterspørger langt større faglig og personlig udvikling. Medarbejdermålinger kan vise vejen til nødvendige forandringer.

  • Adm. direktør Henrik D. Sørensen, Ennova A/S

Medarbejderundersøgelser: Spild af tid eller hjælp til højere produktivitet?
Mange undersøgelser kan minde utrolig meget om hinanden. Overraskelserne kan være få, og lederne kan drukne i tal og statistikker. Hvad kan topledelsen og HR gøre, så den årlige undersøgelse bliver et skarpt og effektivt redskab til at skabe forandringer og resultater?

  • Manager Thomas Lehman Jensen, Rambøll Management Consulting

Tema 7:  Utraditionel HRM: Ombudsperson og whistleblower

HR bliver på mange måder mere og mere integreret i alle virksomhedens forhold, men flere af opgaverne falder uden for HR's ansvarsområde.

Ombudspersonen er ikke fra HR
Nogle få virksomheder har udpeget en ombudsperson, der er en uvildig, neutral person, medarbejderne kan kontakte, hvis de har problemer. Fordelen er angiveligt, at hvor HR ses som ledelsens forlængede arm, opfattes ombudspersonen som neutral. Supplerer eller konkurrerer de to funktioner?

  • Director, Global Ombudsman Peter Stenbak, Novozymes A/S

Whistleblower-ordninger: Løser eller skaber det konflikter og mistillid?
Novo Nordisk A/S har positive erfaringer med whistleblower-ordningen, men i etisk henseende balancerer man på et knivsæg, når det bliver legitimt at gå uden om sin chef og ”sladre” om problemer og kolleger eller chefer.

  • Manager Business Assurance Mikkel Beck, Novo Nordisk A/S

Tema 8: Sidste mand lukker og slukker: De tog skraldet med et smil

En utidssvarende koncession, en aftale i strid med EU’s udliciteringsbestemmelser og et stigende pres fra myndigheder og politikere fik R98 til at samarbejde om sin egen lukning efter 113 år som byens skraldemænd. 
 
Hun holdt gejsten hos både medarbejderne og sig selv til det sidste
Åbenhed, respekt og autenticitet samt en innovativ strategi for afviklingen var løsningen. Og dertil en ledelse der stod sammen med medarbejderne til det sidste.

  • Annette Aaskov, tidligere HR- og kommunikationschef i R98

Åbenhed, respekt og samarbejde var nøgleordene
Medarbejdertilfredsheden var i top til det sidste og sygefraværet i bund. Hvordan kunne det lade sig gøre, i en virksomhed, der gennem en femårig periode var under afvikling?

  • Palle Nissen, tidligere fællestillidsmand i R98

Tema 9: Nyt fra HRM-forskningen: HR's fremtid og nyt om seniorer

Vejen til vækst går gennem ny forskning, erfaringer og viden. Hør det seneste nye fra HRM-forskningen!

Fremtiden: Hvad er HR-funktionens rolle i organisationen?
Nogle vil påstå, at HR er et uddøende organisatorisk fænomen, dels fordi de få opgaver, som HR løfter med bravur, let kan outsources, og dels fordi HR kun sjældent mestrer at bidrage til det strategiske arbejde. Hvordan bidrager HR bedst til organisationen, og hvordan findes den rette balance mellem det operationelle, administrative og strategiske bidrag? 

  • Lektor Jeanette Lemmergaard, Syddansk Universitet

Seniorpolitik og efterløn: Hvad gemmer sig bag myter, mysterier og mirakelkure?
Der er bred enighed om, at virksomhederne må engagere sig i seniorpolitiske initiativer, hvis det fremover skal være muligt at få dækket behovet for arbejdskraft. Hvad gør virksomhederne, og hvordan skal HRM-politikker tilrettelægges, så de virker fastholdende i forhold til seniorarbejdskraften?

  • Professor Per H. Jensen, Aalborg Universitet

Tema 10: Brutalisering af arbejdsmarkedet: Hvad kan HR gøre?

Rengøringspersonalet skal gøre mere rent på kortere tid, buschaufførerne kan ikke opfylde tidsplanen, og sygehuspersonalet har ikke tid til at tale med patienterne. Er vi ved at udvikle et arbejdsliv, der truer normalt udrustede mennesker på deres sundhed?
 
Rene gulve, men hvad med samvittigheden?
Kerneværdierne er ærlighed, entreprenørånd, ansvarlighed og kvalitet. Hvordan går det hånd i hånd med stigende arbejdspres og styring af medarbejderne og deres arbejde?

  • HR-chef Susanne Rønskov Hermann, ISS A/S

Arbejdspresset stiger, men vi er ikke produktive nok
Færre hænder, flere syge - hvad sker der, hvis vi skruer yderligere op for arbejdspresset?

  • Formand Grete Christensen, Dansk Sygeplejeråd